Hvad nu hvis vores børns mistrivsel ikke handler om at de er svage og skal udvikle modstandsdygtighed - men rent faktisk er stærkere og klogere end nogensinde før?
Jeg vil slå et slag for at vi skal vende tingene på hovedet. Se vores børns mistrivsel som en protest og en naturlig reaktion på usunde miljøer
Vi lever i en tid, hvor børn aldrig har haft et bedre sprog for deres følelser. De lærer tidligt, at deres grænser er vigtige, og at de har ret til at sige fra. De kan mærke, når noget ikke føles rigtigt.
Hvad hvis børns mistrivsel i virkeligheden er en form for kommunikation? En måde at sige: Der er noget i min hverdag, der ikke fungerer for mig. Hvad hvis vi lyttede til mistrivslen som en besked snarere end et problem?
Når flere og flere børn mistrives, er det måske ikke et tegn på, at de er blevet mere sårbare. Måske er det et tegn på, at vi har skabt en skole der ikke giver dem den tryghed og støtte, de har brug for. Og et samfund der stiller alt for høje krav der langt overstiger de ressourcer barnet har til rådighed. Måske handler det om at vi laver problemforskydning. Og gør et samfundsproblem til et individuelt problem.
Samtidig har vi skabt nogle fantastiske unge mennesker der siger NEJ tak. Jeg springer lige over. Jeg vil ikke udsætte mig selv for mere skade. Jeg bliver hjemme fra skole.
Kære Trivselskommission. I peger på at forældre skal tage mere ansvar når det kommer til deres børns trivsel. At de er for curlingagtige, og at de beskytter deres børn for meget. Jeg tror det er rigtigt når vi som forældre skal blive bedre til at udholde vores børns smerte og give dem mere plads til at finde egne løsninger. Helt sikkert.
Men måske handler det ikke kun om, at forældre gør for meget – men snarere om, at samfundet gør for lidt.
For hvis vi vil have børn, der trives, så kræver det ikke bare engagerede forældre – som giver deres børn plads. Det kræver skoler, der har tid til børnene. Lærere, der har ressourcer til at møde dem. Et samfund med langt færre krav, så vores børn og unge får lov til at fejle og øve sig på livet - uden at skulle måles og vejes.
Måske hvis vi starter her, så ville det gøre en forskel