Tænk engang at højtbegavede børn også får en stemme i den danske folkeskole.
Højtbegavede børn bliver nu skrevet ind i lovgivningen, hvilket giver et tydeligt signal om, at også de højtbegavede børn skal have en målrettet undervisning, som matcher deres hurtige hjerner og deres behov for undervisningsdifferentiering. Og ingen tvivl om at højtbegavede børn er en overset målgruppe, hvor konsekvenserne er store. Her møder vi i Cefibu, børn som mistrives, som fejldiagnostiseres og som falder ud af skolesystemet.
Med det øget fokus fra politisk side og med fagprofessionelle ekspertviden på området, så er der lige nu gang i den i undervisningsministeriet. Screeningsredskaber skal udvikles og kloge tanker skal tænkes i forhold til hvordan vi fanger de højtbegavede børn i klassen og samtidig tilbyder dem en undervisning, som matcher deres undervisningsbehov.
Men hvordan ser processen ud når vi skal gå fra screening til implementering. Screening er ikke svært. Men gør lærerne efter at de har screenet et barn til at være højtbegavede? Og hvem gør hvad?
Når jeg taler om det på denne måde, så handler det om at jeg kan se en faldgruppe, som kræver opmærksomhed. I en screeningsproces, så er det vigtigt at holde handlemuligheder åbne hos lærerne selv. Det betyder at en screening skal have til formål at kvalificere undervisningen for det højtbegavede barn, hvor didaktiske værktøjer trækkes frem i forhold til den undervisningsdifferentiering som det højtbegavede barn har brug for. Screeningen skal derfor være et styringsværktøj for lærerne, som med den nye viden kan tænke i nye veje og derned i nye didaktiske handlemuligheder.
Det politiske forslag lyder dog, at børn som screenes til at være højtbegavet skal tilbydes en intelligenstest i kommunen. I sin reneste form ville det være fantastisk at kunne tilbyde alle screenede højtbegavede børn dette. Men i cefibu har vi svært ved at se det forslag have sin gang på jord. Vi ser en stor risiko for organisatorisk fejlslutning. Dette refererer til risikoen for at endnu flere flaskehalse vil udvikles i systemet. Nye arbejdsprocesser kræver nye arbejdsgange og set i et organisatorisk lys, så er det her vigtigt at PPR ikke bliver svaret på, hvorvidt at lærerne kan gå videre med deres hypotese om højbegavelse. Her må vi ikke lave en ny flaskehals i systemet, hvor lærerne har brug for en bekræftelse på deres screening i form af en intelligenstest hos PPR, før at de går skridtene videre fra screening til implementering af ny didaktik. Som tidligere PPR psykologer ser vi en kæmpe sårbarhed her, da flaskehalse ses i mange afskygninger når man arbejder i systemet.
Mange fagprofesionnelle i systemet kender til at vente på at andre skal vurdere noget inden at man selv kan komme videre. Lærerne venter måske på en PPV fra PPR. PPR venter måske på en børnefaglig undersøgelse fra myndighed og myndighed venter måske på en udredning fra børnepsykiatrisk center. Og sådan kan vi alle vente på hinanden. Dermed er flaskehalse lig med ventepositioner. Og ventepositioner er lig med afmagtspositioner, hvor vi afmonter vores egne muligheder for at iværksætte tiltag, da vi venter på at andre skal gøre noget.
Som alle ved så er der allerede et kæmpe pres på PPR idag. En gennemsnitlig PPR psykolog dækker mange hundrede børn og familier. Der er en enkelt psykolog til en hel distriktskole og alt efter størrelsen på skolen, så varetager PPR psykologen også andre opgaver. Arbejdsbyrden for en PPR psykolog er enorm. Vi tror mange lærere og forældre kender til at skulle vente på PPR. Og det er da også nemt at pege på PPR, som dem der skal skynde sig. Virkeligheden er dog at der står mange børn på venteliste til PPR, og vigtigt at fremhæve her, så er det ikke op til PPR psykologen at bestemme, hvilke børn der skal vurderes først. Dette sker i et tæt samarbejde med skolens ledelse. Det er sådan at det er skolens ledelse der kan rekvirere en PPV hos PPR psykologen med henblik på støttebehov, og dermed er det her skolens ledelse der står tæt på PPR i en prioritering.
Derfor er det vigtigt at vi som led i en ny screeningsprocedure laver en organisatorisk analyse af arbejdsgangene. Hvis man tænker at PPR skal ind og afdække begavelsen, så kræver det en del flere PPR psykologer på gangene. Alternativt så vil det kræve en stor omprioritering fra skolens ledelse i deres brug af PPR.
Men ville det ikke være fantastisk, hvis en screeningsproces var med til at kvalificere lærernes egne didaktiske handlemuligheder. At det betød at lærerne afprøvede nye arbejdshypoteser med didaktiske principper til gavn for det højtbegavede barn allerede dagen efter en screening. At screeningen ikke blev en ekstra arbejdsbyrde for lærerne, men blev set som en hjælp til at målrette en undervisning til den øverste procentdel. At screeningen betød at lærerne allerede i morgen kunne prøve noget andet - helt uden at vente på andre.
Jeg tror på at det kan lykkedes, og vi glæder os til at hjælpe skolerne igang med at kvalificere deres undervisningsdifferentiering med vores didaktiske metodekatalog - altsammen til gavn for de højtbegavede børn.