En ting er sikkert når vi taler skolefravær, og det er at kompleksiteten er høj. Der er indlejret frustration og afmagt i hver en krog, både som forældre og som system. Og virkeligheden er at afmagten jo ikke opstår i et vakuum. Den opstår som resultat af et system, som ikke har løsningen. Afmagten starter dermed på gangene i kommunen og smitter hele vejen ned gennem systemet - ud i familien og ned i barnet. Og som tidligere ansat i kommunen er det noget, som vi talte om. Hvad gør vi? Hvem gør hvad? Og ikke mindst, hvem trækker ansvaret? Vi vidste det ikke!
Som resultat heraf fik vi travlt med at pege på hinanden. Vi blev enige om at løsningen måtte ligge et andet sted end hos os selv. Simpelthen fordi, at der ikke var indbygget en brugbar handleplan og gode arbejdsgange for, hvordan at vi fik øje på kompleksiteten og de kontekstuelle forhold som var med til at holde skolefraværet i live. Vi var til gengæld gode til at holde møder, hvor afmagten blot voksede uden at komme meget tættere på, hvad der skulle til. Som system kunne vi dog blive enige om at pege et’ sted hen. Det var på barnet. Hvad er der i vejen med barnet? Når vi taler om det på denne måde, så er det nu nemt at få en dårlig smag i munden. For hvad er det vi udsætter vores børn for? Kan det være rigtigt at de skal betale prisen for, at systemet ikke har styr på det. Og jo, tal viser at 49 procent af børn med skolefravær lider af angst. Men angst kan sagtens være udløst af det der sker i skolen, og dermed kan vi altså ikke reducere skolefravær til at det handler om noget inde i barnet. Og der er da også tal der viser at marginalisering i fællesskabet, mobning, larm og manglende relationer til børn og voksne er opretholdende faktorer når vi taler skolefravær. Men kære skole, ansvaret er ej heller kun jeres. Skolefravær er alles ansvar. Og i høj grad et politisk ansvar!
Som vores formand i psykologforeningen siger:
Et barn skal ikke kun være skoleparat - skolen skal også være børneparat!