Epistemisk tillid er et begreb, der handler om, hvem vi har tillid til, når det gælder viden. Hvem lytter vi til? Hvem tror vi, vil os det godt? Hvem oplever vi som troværdige, relevante og forstående? Det er et læringspsykologisk og udviklingspsykologisk begreb, som særligt handler om relationers betydning for, om vi er åbne overfor at lære noget nyt – både om os selv, om andre og om verden. Når epistemisk tillid er høj, har vi tillid til, at andre har noget vigtigt og brugbart at bidrage med. Når epistemisk tillid er lav, lukker vi ned for læring, udvikling og nye erfaringer.
For børn i skolefravær er epistemisk tillid en nøgle. Mange af dem har over tid erfaret, at deres behov ikke bliver set eller mødt. De har måske forsøgt at række ud, uden at nogen greb det. De har mærket, hvordan misforståelser, pres eller afmagt har ført til, at voksne kom med løsninger, der ikke hjalp – og måske endda forværrede situationen. Når det sker gentagne gange, begynder barnets epistemiske tillid at falde. Barnet mister troen på, at nogen forstår det. At skolen er et sted, man kan få hjælp. På, at det overhovedet giver mening at fortælle, hvordan man har det. Og i sidste ende: på at skolen er et sted for mig!
Barnet lukker sig langsomt, fordi det ikke længere oplever, at læring og trivsel ikke længere er muligt. Skolen bliver en trussel.
Det handler ikke kun om fagligt fravær – det handler om eksistentielt fravær. En følelse af ikke at høre til i verden, sådan som den er blevet formet omkring én.
Så hvad er vejen frem?
Når epistemisk tillid er brudt, kan vi ikke begynde med skoleplaner, faglige mål eller struktureret skema. Vi må begynde med relationen. Først og fremmest skal barnet opleve, at der er en voksen på skolen, der virkelig ser det. En, som ikke spørger for hurtigt eller handler for hurtigt, men som bliver. En voksen, som signalerer med blik, krop og stemme: "Jeg er her. Jeg er ikke bange for dine følelser. Jeg vil forstå dig."
Det er langsomt arbejde. Barnet skal først mærke, at det er trygt at åbne sig en lille smule. Dernæst at det bliver mødt med nysgerrighed. Herefter kan man i samarbejde med barnet begynde at lave små aftaler: Hvem kan jeg gå til, når det bliver svært? Hvilke signaler kan jeg bruge, når jeg ikke har ord? Hvor kan jeg trække mig hen, når jeg mærker overvældelsen?
Strategierne skal være konkrete og enkle. De skal aftales i ro og trænes i tryghed. Det er afgørende, at de voksne følger op: At de står dér, når barnet har brug for dem. At de ikke forsvinder midt i opgaven. For hver gang en strategi holder, vokser barnets tillid en lille smule. For hver gang en aftale bliver overholdt, bygges et nyt fundament. Og det er her, epistemisk tillid begynder at genopstå: Når barnet langsomt tør tro på, at det kan være i verden igen – sammen med andre.