At maskere betyder, at barnet skjuler sine vanskeligheder – enten bevidst eller ubevidst – for at tilpasse sig omgivelserne. Det kan se ud som om, barnet trives, fordi det opfører sig stille, følger reglerne og sjældent giver anledning til uro. Men bag facaden kan der gemme sig indre uro, angst, udmattelse, overbelastning og et kæmpe arbejde med at forsøge at passe ind. Maskering kan derfor være et tegn på, at barnet er i mistrivsel – ikke på, at det har det godt.
Hvad er maskering – og hvorfor gør børn det?
Maskering er et socialt overlevelsesinstinkt. Børn maskerer, fordi det er nødvendigt for dem at holde sammen på sig selv i et miljø, hvor de enten ikke føler sig trygge nok til at være sig selv, eller hvor deres særlige behov ikke bliver imødekommet. De lærer tidligt, hvad der bliver værdsat og accepteret, og hvad der “fylder for meget”. Maskering er ofte knyttet til børn, der er særligt sensitive, neurodivergente, højtbegavede eller har ADHD eller autisme, men det kan opstå i alle børn, der befinder sig i en skolekontekst, hvor de ikke bliver spejlet korrekt.
Når barnet maskerer, bruger det al sin energi på at opretholde en facade. Det kan være at smile, selvom det er overvældet. Holde sig i ro, selvom det har uro i kroppen. Lade være med at stille spørgsmål, selvom det ikke forstår opgaven. Undgå konflikter for enhver pris. Slutte sig til andre, selvom det ikke føler sig tryg. Disse strategier er krævende og fører ofte til, at barnet falder sammen, når det kommer hjem – i det eneste rum, hvor det kan være sig selv.
Når skolen ikke ser det
En af de mest alvorlige konsekvenser ved maskering er, at barnets vanskeligheder ikke bliver opdaget. Når barnet fremstår “velfungerende” i skolen, risikerer forældre at blive mødt med udsagn som: “Vi ser ikke de problemer, du beskriver”, “Han virker da glad i skolen”, eller det mere kritiske: “Det er nok derhjemme, problemet ligger.” Det er både sårende og farligt. For det betyder, at barnets faktiske behov bliver ignoreret.
Når skolen ikke ser barnets indre kamp, forsvinder grundlaget for at samarbejde om støtte og tilpasninger. Forældre står alene med deres observationer og bliver måske mistænkeliggjort. Og barnet – det står tilbage med oplevelsen af, at det skal kæmpe endnu hårdere for at være “normalt”.
Det umulige samarbejde
Maskering gør det vanskeligt at etablere et tillidsfuldt samarbejde mellem skole og hjem. Forældrene ser et barn i smerte, mens skolen ser et barn, der klarer sig. Der opstår en kløft: Hvem har ret? Ofte bliver forældrenes oplevelser reduceret til “overbekymring” eller “curling”, mens skolens vurdering får status som den objektive sandhed. Det skaber afmagt og frustration, og det risikerer at stå i vejen for, at barnet får den rette støtte i tide.
I værste fald mister forældre tilliden til skolen – og skolen mister tilliden til forældrene. Begge parter mister blikket for barnet midt i det hele. Det er netop dét, maskering gør: den forvirrer, fordi den skjuler det, der faktisk er på spil.
Hvad kan forældre gøre?
- Dokumenter barnets adfærd hjemme: Skriv ned, hvornår og hvordan barnet reagerer efter en skoledag. Beskriv de følelsesmæssige reaktioner, meltdowns, udmattelse, søvnproblemer, skolevægring eller fysisk ubehag. Disse observationer er vigtige data, som skolen ikke ser.
- Fortæl skolen om maskering: Mange lærere og pædagoger kender ikke til begrebet. Forklar, hvad maskering er, og hvorfor barnet kan fremstå anderledes i skolen end hjemme. Vær konkret og undgå at tale i generelle vendinger – brug eksempler.
- Foreslå observation i andre kontekster: Bed skolen overveje, hvordan barnet fungerer i frikvarteret, i gruppeopgaver, til idræt, eller under skift og overgange. Det er ofte her, masken glider, og det er muligt at se tegn på indre uro eller tilbagetrækning.
- Insistér på anerkendelse af jeres perspektiv: Et stærkt skole-hjem-samarbejde kræver, at forældrenes viden tages alvorligt. Brug en anerkendende og åben tilgang, men giv ikke køb på jeres viden om barnet. Sig fx: “Jeg forstår, at I ikke ser det i skolen. Men vi ser det konsekvent hjemme, og det fortæller os, at der er noget, der skal undersøges nærmere.”
- Søg faglig sparring: Hvis samarbejdet kører fast, kan det være nødvendigt at inddrage PPR, skolepsykolog eller en ekstern fagperson, der kan hjælpe med at kvalificere billedet af barnet og sætte maskering på dagsordenen.