Debat

De terper alfabetet, mens de allerede kan læse, og øver plusser, selv om de kan procentregning. Højtbegavede børn mistrives i folkeskolen. Tilbage står forældrene alene i et system, der ikke kan hjælpe dem

Psykolog Rikke Solgerd Cornelsen har skrevet et langt debatindlæg med kritik af ”mit børnesyn” og retorik. Jeg fremstilles som et dårligt menneske og en dårlig minister. Men udover et par misforståelser og fordrejninger af mine synspunkter er det svært at blive klog på, hvad kritikken egentlig handler om.

Når vi taler om »vold i folkeskolen«, lyder det, som om børn er små gerningsmænd, der med fuldt overlæg vælger at gøre skade. Men vi må skelne mellem vold og udadreagerende adfærd.

​Berlingskes fokus på den forråede folkeskole har sat sine spor hos mig.

​Der er malet et billede af skolen som et sted, hvor børn dagligt slår, sparker og spytter på lærere og pædagoger. Overskrifterne efterlader læseren med indtrykket af, at børnene er blevet de nye gerningsmænd i klasselokalet – små, farlige individer, der truer de voksnes autoritet.

Når et barn får stillet en psykiatrisk diagnose, bliver problemet placeret inde i barnet og fokus flyttes væk fra de omgivelser, der spiller en afgørende rolle. Mange børn kan udvikle sig ud af deres diagnosebeskrivelse, hvis de får lov

​Vi diagnosticerer flere børn og unge med psykiatriske lidelser end nogensinde før.

​Ifølge nye tal fra Sundhedsstyrelsen har omkring 15 procent af alle børn og unge under 18 år fået stillet en psykiatrisk diagnose, mens 16 procent oplever mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom inden deres tiårs fødselsdag. Landspatientregistret viser, at der er sket en stigning i diagnoser på 37 procent blandt børn og unge i årene 2012-2021.

I dag udredes flere og flere børn og unge i Danmark med psykiske diagnoser, og mange får medicinsk behandling i et forsøg på at komme deres vanskeligheder til livs. Antallet af adhd-diagnoser er eksploderet, og såkaldte løsninger som methylphenidat – en kemisk slægtning til amfetamin – er blevet hverdagskost.

Men hvad er det, vi som samfund er i gang med? Hvor hurtigt kan vi udrede og løse problemer, uden at vi stopper op og ser på det hele billede? Forstår vi overhovedet, hvad det er, børn og unge fortæller os med deres symptomer? Meget snart er vi alle på amfetamin, hvis vi ikke stopper op og tager denne debat

Stigningen i antallet af børn og unge, der ikke vil deltage i skolen, må forstås som selvbeskyttelse. Børnene søger at undgå det ubehag, de oplever. Den tendens vendes ikke med individuelle diagnoser

​​Det danske skolesystem står over for en af dets største udfordringer i nyere tid. En dramatisk stigning i antallet af børn og unge, der ikke længere kan eller vil deltage i skolen.

Vi har en tendens til at fokusere på skolefravær som et individuelt problem. Vi bekymrer os om de enkelte børns udfordringer og personlige årsager til at blive hjemme. Det er en fejl.

I vores samfund oplever vi en stigende tendens til skolefravær blandt vores børn og unge. Hvert fjerde barn i dag kæmper med et bekymrende skolefravær på over 10 procent. Denne fordobling inden for få år er et dybt bekymrende tegn, som skal tages alvorligt.