I teenageårene sker der et grundlæggende skift
For mange højtbegavede børn har det gennem barndommen været en styrke for nogen at være den, der forstår. Den, der tænker hurtigt, ser sammenhænge og ofte klarer sig godt fagligt. Der har været meget ros for præstationer og resultater. Og forældre og lærere har været vigtige spejle, og i det spejl har barnet kunnet genkende sig selv som kompetent, dygtig og værdifuld.
Men i teenageårene sker der et grundlæggende skift.
Teenagere orienterer sig i langt højere grad mod hinanden end mod voksne. De sociale fællesskaber bliver det sted, hvor identitet, selvforståelse og selvværd formes. Det handler ikke længere om at kunne mest, men om at høre til. Om at dele interesser, humor, tempo og stemninger. Om at kunne spejle sig i hinanden og mærke: jeg er en del af noget.
Og her kan den højtbegavede teenager begynde at føle sig alene.
For det, der fylder hos mange jævnaldrende, fylder måske ikke på samme måde hos den højtbegavede. Samtalerne kan føles overfladiske. Interessen for sociale spil, trends eller gruppedynamikker kan virke fremmed. Tempoet kan være enten for hurtigt eller for langsomt.
Følelsen af anderledeshed kan i denne fase blive meget tydelig. Og når man er teenager, kan anderledeshed hurtigt forveksles med at være forkert.
Når den identitet, der tidligere gav fodfæste, at være den der forstod, ikke længere giver adgang til fællesskabet, kan der opstå en dyb usikkerhed. Hvem er jeg nu? Hvad har jeg at byde ind med?
Nogle unge reagerer ved at trække sig. De bliver stille, observerende og holder sig i udkanten af fællesskabet. Andre begynder at tvivle på sig selv. De bliver selvkritiske, perfektionistiske eller forsøger at tilpasse sig på bekostning af sig selv. Fælles for mange er en skrøbelighed i selvværdet og en følelse af ikke helt at høre til, netop i en livsfase, hvor behovet for tilhør er allermest sårbart.
Som forældre kan det være svært at være vidne til. Man kan få lyst til at forklare, trøste eller finde løsninger. Men ofte har den unge ikke brug for svar. De har brug for voksne, der kan blive i følelsen sammen med dem. Ikke løse, bare være og lytte uden at benægte, at den kan gøre ondt.
Og her ligger også håbet.
For selvom teenageårene kan føles snævre og ekskluderende, er de ikke hele livet. Mange højtbegavede unge finder først deres mennesker senere. I nye fællesskaber, hvor dybde, nysgerrighed og autenticitet igen får plads. I relationer, hvor det ikke handler om at ligne hinanden, men om at kunne være sig selv.