Når højt begavede børn mister sig selv
Højt begavede børn lever ofte med en KÆMPE tilpasningsopgave. Kun få andre børn tænker, føler og oplever verden, som de gør og derfor bliver følelsen af at være anderledes et grundvilkår. For mange blive tilpasning noget højt begavede børn lever i hver eneste dag og det slider.
Mange højt begavede børn lærer tidligt at se sig selv gennem andres øjne. De justerer sig, dæmper sider af sig selv og tager roller på for at passe ind. Udadtil kan de fremstå velfungerende, men indeni kan der vokse en tvivl: Er jeg okay, som jeg er?
Over tid kan barnet miste forbindelsen til sit autentiske jeg. Det glemmer hvem det var inden de begyndte at tilpasse sig. Det har den konsekvens at de udvikler et delt selv – et ydre, der præsterer og tilpasser sig, og et indre, der tvivler på, om de er gode nok.
Tilpasning er dog ikke det samme som tilhør. Tilpasning handler om at justere sig. Tilhør handler om at blive mødt, som man er. Derfor er det afgørende, at højt begavede børn har mindst ét sted, hvor de ikke skal gemme noget væk – hvor deres tanker, følelser og intensitet er velkomne, også når de er anderledes.
Vores vigtigste opgave som voksne er ikke at gøre barnet mere normalt, men at hjælpe det med at finde hjem i sig selv.
Når barnet forstår sin begavelse både styrkerne og sårbarhederne opstår der en indre sammenhæng. Barnet kan stå mere roligt i sig selv og indgå i relationer uden konstant at skulle præstere eller bære maske.
Det gør en forskel, når voksne tør tale åbent om forskellighed, anerkender barnets oplevelse og giver plads. For mange højt begavede børn kan bare én tryg relation eller ét meningsfuldt fællesskab være nok til at ændre deres syn på sig selv. Det skal blot have lov til at være sig selv.
